Knækbrød
Dette knækbrød uden mel findes i en million varianter rundt på nettet og dybest set kan du bare bruge de frø og kerner, som du lige har tilgængelige.
Jeg prøver at skele til kulhydratindholdet af de kerner jeg bruger og forsøger som oftest at bruge mindst af dem med mest kulhydrat, men ellers bruger jeg, hvad jeg lige har.
Det er dog vigtigt at du bruger chiafrø – og også gerne hørfrø, da de gelérer og gør at knækbrødet kan hænge sammen.
Mange af de opskrifter der findes på nettet giver ret tykke knækbrød – det er jeg ikke så begejstret for og derfor er mine knækbrød noget tyndere.
De knækker lettere og er lidt svære at få i pæne firkanter, men.. dels spiser du mindre kulhydrat per skive og dels er der altid snuller tilbage i posen, når du har taget det sidste stykke, som du så har en undskyldning for at bruge som knas på en salat..
Øj – så du lige, hvordan en potentiel ulempe blev vendt til glasset er halvfyldt varianten …*G*
Knækbrød
Antal:
Ingredienser:
- 1 1/2 dl chiafrø
- 1 1/2 dl solsikkekerner
- 2 dl græskarkerner
- 3 dl hørfrø
- 3 dl sesamfrø
- 4 1/2 dl vand
- 1 1/2 tsk salt
Tænd ovnen på 160 grader varmluft
Bland alle frø og kerner sammen, tilsæt salt og bland det godt.
Tilsæt vand og rør det godt sammen – lad hvile i 5-10 min til du fornemmer at det bliver en mere samlet masse.
Put bagepapir på 2 plader og fordel halvdelen af dejen på hver plade.
Brug en pizzaskærer eller en skarp kniv til at skære knækbrødene for. Jeg plejer at lave 4*4 på hver plade.
Bag begge plader i ovnen i ca. 45 min eller til du kan se at solsikkekernerne bliver gyldne.
Lad knækbrødene køle lidt af inden du knækker dem i de forskåret stykker.
En kommentar
Pingback: