Blomkålsris, squashgetti…
Måske du allerede kender disse? Det er selvfølgelig erstatninger for ris, pasta osv. jeg taler om.
Grunden til at jeg gik i så mange år og ikke kunne overbevise mig selv om at tage det sidste skridt og begynde at spise LCHF (KETO) var at jeg havde rigtig svært ved at se, hvordan jeg skulle få fedt nok, når jeg ikke spiste hverken smør eller mayo – og i øvrigt heller ikke spiste noget der mindede om dressing – altså heller ingen creme fraiche og lign. Men en af de store grunde var bestemt også at jeg troede at det ville udelukke en stor del af mine yndlingsretter – brændende kærlighed, boller i karry, Stjerneskud osv. Retter som delvis bæres af det de serveres sammen med.
Men da jeg jo gennem erfaring vidste at min krop bare har det bedre uden kulhydrater – og så var der vidst også noget med et par ekstra kilo pga. rygestop *G* – tog jeg til sidst springet til KETO.
Og sikke tit jeg har grint over alle mine bekymringer..
Dem med mayonnaise osv. tager vi i et andet indlæg for det er en historie for sig *G*
Men at jeg var bange for at mine yndlingsretter ville miste alt det gode uden f.eks. kartoffelmos og ris – det er den dummeste bekymring jeg længe har haft!
Og det siger jeg altså helt uden at blinke – og med helt ærligt at kunne sige at det ikke engang var noget jeg lige skulle vænne mig til. Det gav så god mening lige fra starten 🖤
Men hvilke ting kan man så erstatte med?
Hvis du spiser KETO lige som jeg er der lidt begrænsninger, men hvis du spiser LCHF baseret er der lidt flere ting du kan erstatte ris og pasta med.
Der findes også en masse brød erstatninger, men de får deres eget indlæg en dag!
Erstatninger for ris og pasta og lign.:
- Meget fint strimlet hvidkål kan bruges som spaghetti, men også som en slags salat under f.eks. et stjerneskud
- Courgette/Squash revet på julienne jern som spaghetti
- Kina radise på julienne jern som spaghetti
- Meget fint strimlet spidskål – bruges som spaghetti eller erstatning for brød under f.eks. et stjerneskud
- Agurk strimlet revet på julienne jern
- Kina radise skåret i stave kan bruges som pomfritter/ovnbagte grøntsager
- Gulerødder revet på et julienne jern som spaghetti (LCHF)
- Et blad fra spidskål kan bruges som erstatning for bollen i en burger
- Rødbede revet på julienne jern som spaghetti (LCHF)
- Blomkål revet på et almindeligt rivejern eller kørt i en foodprocessor kan bruges som ris
- Græskar kan bruges som spaghetti, hvis det rives med et julienne jern/på et mandolin jern
- Skiver af auberginer kan erstatte lasagnepladerne i en lasagne
- Squash/courgette skåret i skiver på langs er en glimrende erstatning for brød – det smager super lækkert med pålæg på
- Kina radise skåret på mandolin jern kan bruges i flødekartofler
- Blade fra et savoykål kan erstatte bollen i en burger
- Bladene fra hjertesalat kan erstatte tacoskallerne, når du spiser tacos
- Blomkål kan bruges til blomkålsmos – en erstatning for kartoffelmos
- Kina radise skåret i firkanter kan erstatte kartofler i en pølsemix
- Bladene fra et romaine salat kan bruges som “rugbrød” – jeg bruger det f.eks. til den lækre hønsesalat
- Agurk skåret på langs i ca. en cm tykke skiver kan bruges som erstatning rugbrød. Det smager glimrende med pålæg på
- Broccoli kan ligesom blomkål rives eller køres i foodprocessoren og erstatte ris.
- Brug squash/courgette som plader i din lasagne
- Hvidkåls blade kan bruges som brød i en burger. Du bøjer bladet og bygger din burger op “inde i bladet”
- Grønne bønner bagt i ovnen kan erstatte pomfritter
- Avokado i skiver gør det fint ud for rugbrød og smager skønt med f.eks. en stærk chorizo
- Græskar kan også bages i ovnen og gøre det ud for pomfritter
- Blomkål kan erstatte pastaen i en Mac ´n´Cheese
Og det var bare lige hvad jeg på stående fod kan komme i tanke om – der er garanteret mange flere muligheder!
Hvordan bruger du grøntsager som erstatning for f.eks. ris og pasta?
3 kommentarer
Pingback:
Pingback:
Pingback: