KETO ERFA,  KETO Flu

Hvad er KETO Flu og hvordan håndterer du det?

Ordsproget siger at det skal være skidt før det kan blive godt – og dette gælder også ved KETO.

Men hvad er KETO egentlig?

Måske har du hørt om begreberne KETO flu og/eller KETO influenza før og tænker måske at en livsstil, hvor man skal starte med at blive syg, ikke kan være sundt – og det kan jeg sagtens forstå.
Men forhåbentlig vil du forstå, hvorfor vores krop reagerer på den måde, når du læser videre.

For at give dig en forståelse for, hvad der sker i kroppen, når vi går fra den mest almindelige måde at spise på – LowCarbLowFat – til en kost, hvor vi udelukker de fleste kulhydrater og øger indtaget af fedt markant, vil jeg starte med kort at fortælle hvad KETO egentlig er.

KETO baseres på principperne fra LowCarbHighFat (LCHF) livsstilen, men er mere striks i kulhydrat indtaget end LCHF.
De overordnede principper i LCHF er, at spise ubehandlede og uforarbejdede råvarer i form af kød/fisk, grøntsager og sunde fedtstoffer. Og ikke mindst – at øge dit indtag af fedt. De fleste der spiser efter denne livsstil spiser i omegnen af 50 g. kulhydrat om dagen.

KETO er den strikse version af LCHF og er den version du vælger for at booste dit vægttab og opnå en hurtigere vej til ketose. Principperne er de samme som hos LCHF – forskellen består i antallet af kulhydrater du spiser. På KETO sigter du efter at ramme max 20-30 g. kulhydrater dagligt.

Når du spiser efter KETO (og LCHF) vil din krop ændres fra at få energi fra sukker til at bruge fedt som primær energikilde.

Forestil dig hvilke kæmpe ændringer der skal til for at få en dieselbil til at køre på benzin og oversæt så dette til, hvad du kræver af din krop.
Når jeg tænker over dette synes jeg ikke at der er noget at sige til, at kroppen brokker sig lidt – altså at det skal være skidt før det bliver godt…

Folk opnår ofte stort vægttab i den første uge – det består primært af væske, som stammer fra den udvikling din krop gennemgår.

Når du skifter fra din almindelige kost til KETO vil din krop i løbet af den første tid bruge resterne af dine glykogenlagre – de kulhydrater der er lagret i dine muskler og lever – og da hvert gram glykogen binder 3-4 g. væske, vil din krop også skille sig af med en masse væske.
Da du ikke længere indtager sukker i nævneværdig grad falder insulinniveauet i dit blod samtidig, hvilket får dine nyrer til at udskille mere væske.
Disse to ting bidrager tilsammen til at du sandsynligvis går rundt og er let dehydreret.

Der sker samtidig andre ting i din krop, som gør at du vil opleve symptomer.
Kort kan nævnes at balancen i tarmfloraen bliver forskubbet. De svampeformationer som tidligere blev næret af sukker og kulhydrater vil langsomt blive udsultet, dø og udskilt med afføringen. Denne proces vil kroppen opfatte som udskilning af toksiner.
Det kan være med til at øge dine symptomer på influenza, da kroppen reagerer med en immun respons – præcis som den ville gøre det ved en almindelige influenza.

Vi kræver i den første tid virkelig meget af vores krop, men står vi det igennem og lytter vi til vores krop i denne periode belønnes vi med en fedtforbrændende og velsmurt maskine. De fleste vil opleve at deres krop er fedtforbrændende efter 4-6 uger, mens fedtadapteringen kan tage længere tid.
Fedtadapteringen er der, hvor vores krop fuldt ud har tilpasset sig fedtforbrændingen og den omsætter fedtet mest effektivt. Det er også her, hvor det er muligt at begynde at teste egen insulinresistens og begynde at eksperimenter med antallet af kulhydrater.
Personligt trives jeg rigtig godt på KETO og er derfor endnu ikke nået til at teste mig selv på den måde, men jeg tænker det kommer på et tidspunkt.

Hvad er symptomerne på KETO flu?

Listen med symptomer på KETO flu er lang og er meget forskellig fra person til person.
De hyppigste symptomer minder dog meget om en almindelig influenza:

  • Ømhed i kroppen – smerter i muskler og led
  • Træthed
  • Hovedpine
  • Snue
  • Evt. let feber

Andre symptomer kan være:

  • Irritabilitet – humørsvingninger
  • Øget appetit – manglende appetit
  • Hjertebanken
  • Øget tørst
  • Diarre eller forstoppelse
  • Svært ved at præstere ved træning
  • Lægkramper
  • Kvalme
  • Mundtørhed og dårlig ånde
  • Søvnproblemer
  • Tunge ben – lårmuskler der syrer hurtigt til

Personligt har jeg oplevet de fleste symptomer og det synes uretfærdigt, når man føler at man gør det bedste man kan for både sig selv og sin krop. Heldigvis er det muligt at lindre rigtig mange af symptomerne ved ganske enkelt at huske at drikke ekstra vand og salt.

Drikke salt?!?
Ja – drikke salt!
Du kan også salte maden rigtig godt, men det vil typisk ikke være nok i den første tid – og hvis du, som jeg, ikke bryder dig om meget salt mad vil en bedre strategi være at drikke dit salt.
Jeg har i min tid på KETO drukket mellem 2-3 glas vand dagligt med ca. 1 tsk. salt i.
I starten brugte jeg almindeligt bordsalt og jeg var næsten ved at kaste op, når jeg skulle drikke mit saltvand. Efterfølgende skiftede jeg til havsalt – som dog smagte for meget af tang og fisk til mig..
Jeg er endt med at bruge Himalaya salt og det gør det bare så meget nemmere at drikke mit saltvand – jeg er faktisk kommet til at holde af mit saltvand – tro det eller ej *G*

Når du er i saltunderskud tæres der på kroppens andre mineraler og elektrolytter og dermed kommer der ubalance i din elektrolytter.
For at undgå dette er det vigtigt at du indtager fødevarer som indeholder kalium, magnesium, kalcium, klorid og fosfor.
Disse får du fra f.eks. avokado, spinat, broccoli, kød og oliven.
Fødevarerne indgår sikkert allerede i høj grad i den kost du spiser og derfor vil min anbefaling være at du altid forsøger med salt og vand først.

Drik et glas vand med 1 tsk. salt i og vent 10-15 minutter – i langt de fleste tilfælde vil dette mindske eller helt fjerne dine symptomer.

Du skal dog stadig huske på, at det er en kæmpe intervention din krop udsættes for og derfor vil der være symptomer som du ikke kan fjerne – typisk følelsen af en let influenza. Du kan dog mindske symptomerne.

Min egen erfaring er at jeg ved at øge indtaget af saltvand fra 2 til 3 glas dagligt slap af med alle symptomer – og følte tilmed mindre sult og øget energi.
Jeg er stadig ikke kommet dertil, hvor jeg altid intuitivt kan føle om jeg har behov for mere salt eller ej, men jeg tror på, at min krop er klog nok til selv at vide det.
Jeg sammenligner det med mine kulhydratspisende dage, hvor jeg egentlig ikke var særlig glad for salt (eller chips), men pludselig kunne crave saltchips helt vildt.
Mit første glas saltvand drikker jeg så snart jeg er stået op og hvis jeg synes saltvandet er meget salt, når jeg smager på det – så undlader jeg ganske enkelt at drikke det. Synes jeg derimod at dagens første glas saltvand smager helt fantastisk – lægger jeg et glas mere ind i løbet af dagen.
Det har gjort en kæmpe forskel for mine symptomer – og har i en vis grad også hjulpet mig til at lytte mere til- og forstå min krop bedre.

Mit bedste råd til at komme gennem KETO fluen er derfor at være tålmodig, stole på processen og at huske saltet!
Salt er lige så essentielt for KETO livsstilen som fedt er!

5 kommentarer

  • R

    Hej Annemette

    Kan man tage for meget salt om dagen?

    Jeg har læst et sted at max 1 tsk. om dagen, skulle være nok.

    Jeg er begyndt at tage elektrolyt-kapsler – 1 stk. om dagen. Det får jeg af vide, at det er nok kh jeg skal ikke spise salt udover, pånær på min mad.
    Men jeg føler mig træt, energiforladt og irritabel.

    Mon den ene kapsel er nok, når jeg “kun” har været på keto i 3 uger?

    Vh. R

    • AnnemetteEngell

      Hejsa

      Kan man spise for meget salt? Ja – det tænker jeg man kan, men jeg tror du skal spise rigtig store mængder, når du er på KETO for at få ‘for meget’

      Vi er vokset op med at vi skal passe på saltet – og det er også korrekt, når man spiser en kost med en masse kulhydrater.
      Men vores kontekst er KETO, hvor vi stortset ikke indtager kulhydrater og derfor har vi ikke længere samme udgangspunkt.

      Som du sikkert ved, sænkes dit insulinniveau, når du spiser KETO og det bevirker at din krop ikke længere holder på saltet på samme måde. “Det tekniske” i forklaringen er at dine nyrer udskiller mere væske pga. det lave insulinniveau og derfor udskilles salten også nemmere. Ergo har vi behov for at indtage mere salt.

      Jeg indtager salt meget intuitivt.
      Min krop giver klart besked, hvis jeg mangler meget salt – jeg mærker det straks på min sultfornemmelse, træthed, kramper og især svimmelhed.
      For at modvirke dette indtager jeg altid et glas saltvand (1 tsk. salt) om morgenen og derefter supplerer jeg i løbet af dagen, hvis jeg synes jeg mangler. Og om sommeren – eller hvis jeg træner supplerer jeg med endnu mere salt.

      Jeg har desuden bemærket at min krop “hungrer” efter salt, hvis den har behov for det.
      Lidt ligesom man kan have lyst til saltchips (da vi stadig spiste det) – eller har dage, hvor ting med salt smager virkelig godt. Så når jeg synes at mit glas med saltvand smager virkelig godt er det et tegn på, at min krop mangler salt og i de perioder er jeg mere opmærksom på at salte maden og drikke et ekstra glas saltvand

      Som udgangspunkt drikker jeg 1-3 glas saltvand dagligt afhængig af årstid mv.

      Så prøv endelig med tilføre mere salt til din mad eller drik et glas saltvand eller to mere dagligt.

      Håber det hjalp

      KH Annemette

      PS
      Vær opmærksom på indholdet i dine elektrolytkapsler, da de kan indeholde en del sukker

  • Jan Hansen

    Hej Annemette,
    Glimrende artikel !
    I går havde jeg det helt ad h****** til, jeg havde smertende muskler i ryggen, og min hjerne var omtåget, jeg troede jeg havde en slem influenza, men faldt over din artikel og drak 1/2 l. vand med en teske salt her til morgen, bingo ! De fleste smerter har fortaget sig, men jeg er stadigvæk lidt omtåget. Mit spørgsmål er, hvad gør du ved Kalium, hvor meget tager du og i hvilken form?

    Mvh
    Jan

    • AnnemetteEngell

      Hej Jan

      Dejligt du kan bruge artiklen og så fedt at læse at du oplevede at det blev bedre efter indtagelse af salt. Det er min erfaring at et par glas salt – eller 3 om dagen er enormt vigtigt. Især i begyndelsen.

      Jeg har ikke erfaring med at indtagelse af kalium er er problem. Når man spiser keto på den – efter min mening – gode måde med rigtig mad og masser af kød, fedt og grønt får vi normalt kalium nok.
      Jeg spiser dagligt avokado, næsten dagligt broccoli og ofte også laks – det er alle rigtig fine kilder til kalium. Spinat er også en rigtig god kilde til kalium, men den glemmer jeg i perioder. Måske jeg skal være bedre til at huske det fremover 😉

      Med venlig hilsen

      Annemette

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *