Drikkelse,  Lækkerier,  Opskrifter

Chai Latte med lakrids

Hvis nogen af jer skulle være i tvivl, så elsker jeg lakrids… Så hvorfor ikke også drikke chai Latte med lakrids?

Kalenderen siger sommer, men jeg læste forleden, at det har været den koldeste juli i mange år. Og da der samtidig har været mange dage, hvor det har blæst og regnet så meget at jeg troede, jeg var gået glip af sommeren og havde arbejdet mig helt ind i efteråret er der ikke noget at sige til, hvis man får lyst til lidt varmt ind i mellem *G*

Jeg har valgt at støde mine krydderier i morteren selv, da jeg synes de stødte mister en del af deres aromatiske smag og forskellige noter. Desuden elsker jeg at stå og morte krydderier og virkelig fornemme duftene omkring mig. Jeg har dog valgt at bruge købt stødt ingefær, da jeg ellers ikke kunne få det med i chai blandingen – og det skal der, efter min mening, i.

Den første ingrediens på de færdige chi latte blandinger er sukker og er det dem du er vant til at drikke vil du nok opleve at denne slet ikke er sød nok. Hvis dette er tilfældet kan du selvfølgelig bare tilsætte sødemiddel – eller sukker, hvis du ikke spiser KETO.

Følger du  jævnligt med her på bloggen ved du, at jeg ikke bruger sødemiddel. Jeg synes at lakridspulveret er med til at gøre denne chai latte sød og mangler derfor ikke sødmen fra sukker eller sødemiddel.

Chait Latte Lakrids

Antal: 15-20 kopper

Ingredienser:

  • 1 spsk. stødt ingefær
  • 10 sorte peberkorn
  • 1 spsk. kardemomme
  • ½ tsk. nelliker
  • ½ tsk. muskatnød
  • 3 spsk. sort te (jeg synes asaam eller da Darjeeling er bedst)
  • 5 tsk. stjerne anis
  • 1 spsk. kanel
  • Et nip salt
  • 5 tsk. rålakridspulver
  • 1-2 spsk. fløde

Morter alle krydderierne hver for sig og bland dem derefter sammen.
Har du ikke en morter kan du også fint bruge en kaffekværn.

Put 1-2 tsk. i en kop og hæld kogende vand over. Lad det trække 5-7 minutter.
Imens chaien trækker skummer du fløden med en mælkeskummer, hvis du har sådan en.
Min er sådan en billig en, som ikke kan varme og derfor plejer jeg at varme fløden i mikroovnen og så skumme den efterfølgende.

Hæld blandingen gennem en sigte og over i en varm kop eller et varmt glas, hæld din varme og skummende fløde i og top eventuelt med et drys lakridspulver.

Find dig en lun plads i haven eller kravl op i hjørnet af sofaen med et tæppe og nyd din kop chai latte med en bog – eller bare dine egne tanker og roen omkring dig.
Sådan foretrækker jeg at nyde min chai latte

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *