Grønt,  Opskrifter,  Suppe

Ramsløg suppe

Jeg elsker løgsuppe og har en enkelt gang smagt hvidløgssuppe, som også smager dejligt. Så hvorfor egentlig ikke forsøge med en opskrift på ramsløg suppe?

Som sagt – så gjort!
Forleden kunne I på IG gætte med på om den færdigspiste tallerken havde indeholdt ærtesuppe eller ramsløg suppe. Det var tæt løb, men endte med at der var flest der gættede på ramsløg suppe. Jeg havde selvfølgelig spist denne ramsløg suppe efter denne opskrift

Denne ramsløg suppe smager lidt skarpt og grønt, men rundet af med fløde synes jeg det er en dejlig smag. Og det er en suppe der adskiller sig fra de andre tykke – og tit lidt søde supper.

Jeg har brugt en stor mængde ramsløg i denne suppe, men hvis du gerne bare vil have et hint af ramsløgsmagen kan du halvere mængden af ramsløg blade – eller tilsætte mere blomkål.

Suppen har den smukkeste grønne farve – jeg kan slet ikke få nok af at se på den 🖤

Jeg spiste suppen som den er her med lidt lækker topping, men jeg forestiller mig at den også vil være lækker med stegt kylling til

Ramsløg suppe

Antal: 2-4 pers

Ingredienser:

  • 350 g blomkål
  • 35 g løg
  • 150 g ramsløg
  • 2½ dl fløde
  • 1½ dl bouillon
  • 3 tsk baconfedt (kan udelades)
  • smør til stegning
  • salt
  • peber

Skyl blomkålen, bræk den i mindre stykker og kog den i letsaltet vand i 10 min og dryp dem godt af

Skær løgene i tern og steg dem let gyldne på panden

Skyl ramsløgene godt og tør dem med et viskestykke eller slyng dem tør i en salatslynge

Skær ramsløgene ud i store stykker

Blend den kogte blomkål, løg, ramsløg og bouillon til en ensartet suppe

Er din blender kraftig nok til det kan du lade den varme suppen, tilsætte fløden og smage til med salt og peber. Tilsæt evt. baconfedt

Foretrækker du at varme suppen i gryden putter du blandingen i en gryde og lader den koge op et par minutter.

Tilsæt fløde, smag til med salt og peber og tilsæt evt. baconfedt

Jeg har serveret min suppe med dukkah, lidt hakket ramsløg og stegt bacon

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *