Drikkelse,  KETO ERFA,  Opskrifter

Bulletproof kakao med lakrids

Ja – jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal kalde den..

Jeg drikker ikke kaffe og te synes jeg ville være for mærkeligt at lave det med, så jeg går med kakao *G*
Denne opskrift er inspireret af Bulletproof Coffee som overordnet tema. Der findes rigtig mange forskellige opskrifter derude og mange af dem indeholder virkelig mange, mærkelige og unaturlige ingredienser. Det bryder jeg mig ikke om at putte for meget af i min krop og derfor har jeg forsøgt at holde det så naturligt og enkelt som muligt.

Da jeg af erfaring ved, at jeg føler mig glad og mæt helt til aftensmadstid, hvis jeg spiser i omegnen af 50-60 g i dagens første måltid – er det dette jeg baserer min Bulletproof kakao på.
Mine første forsøg lavede jeg uden lakridspulver, men det bliver ret bittert. Er du hardcore – eller bare virkelig afvænnet sød smag kan lakridspulveret sagtens undlades, så det minder mere om kakao.

Som jeg har nævnt før på bloggen og IG vil jeg gerne ind i mellem supplere min kød-grønt-fedt morgenmad med noget lettere og ind i mellem er faktisk ikke engang chiagrøden let nok og derfor bruger jeg ind i mellem denne Bulletproof kakao.
Den er desuden rigtig god at have med på farten og jeg bruger den også til netop det – hvis jeg skal meget tidligt af sted en morgen tager jeg den med i en termokop og drikker den på vejen. Du skal dog være opmærksom på, at bruge en god termokop og sørge for at kakaoen er godt varm, da den pga. det høje fedtindhold hurtigt taber varmen.

Jeg synes det er vigtigt at pointerer at jeg ikke anbefaler at man erstatter sin morgenmad med denne drik flere gange ugentligt. Ligesom det også er vigtigt for mig, at fortælle at min egen erfaring er at jeg ikke holder mig mæt lige så godt pog længe på denne, som jeg gør på kød-grønt-fedt.
Men den fungerer fint for mig ind i mellem og det er en dejlig variation

Jeg kan læse rundt omkring på nettet at mange bruger Bulletproof kaffen, fordi de har svært ved at spise morgenmad der består af kød-grønt-fedt eller generelt har svært ved at spise ikke-flydende mad i timerne efter de er stået op.
Sådan havde jeg det også i starten, men hvem siger at du skal spise om morgenen?

Selv spiser jeg dagens første måltid mellem kl. 11-14 afhængig af, hvornår jeg er sulten og hvad jeg skal den pågældende dag. På den måde føles det ikke mærkeligt eller svært at spise kød-fedt-grønt som dagens første måltid.

Jeg kan desværre også læse at Bulletproof kaffen er ret udskældt nogle steder og om det er berettiget er jeg faktisk i tvivl om. Jeg tænker ikke det er kaffen vi skal se os gale på, men den måde den misbruges på?
Men den debat tænker jeg vi tager i et andet indlæg

Bulletproof kakao

Antal: Måltidserstatning til 1 person

Ingredienser:

  • 3 tsk. god kakaopulver
  • 1 tsk. lakridspulver (bruges til sødning – kan udelades)
  • 1 æg
  • 15 g kokosolie (jeg bruger med smag)
  • 25 g smør (jeg bruger saltet)
  • 10 g kakaosmør
  • 2-2½ dl kogende vand

Dagen før tages ægget ud af køleskabet, så det ikke nedkøler drikken unødvendigt.
Put kakaopulver, lakridspulver, kokosolie, smør og kakaosmør i et blenderglas.
Kog vandet op og tilsæt 1 dl til pulver og fedt blandingen – blend til der ikke er flere klumper.
Tilsæt ægget og blend igen.
Tilsæt resten af det kogte vand og blend igen.
Drik og nyd!

Et par noter om kakaoen:

  • Du kan tilsætte forskellige smage – det gør den ikke dårligere. Prøv f.eks. at skifte lakridspulveret ud med et par dråber pebermynte essens, kanel og kardemomme for en mere julet version eller Lucuma pulver for en karamel version.
  • Bruger du sødestoffer kan du erstatte lakridspulveret med sødning.
  • JA! Det er en overvindelse at bruge æg, men jeg lover dig, at det er det værd
  • Hvis jeg skal have drikken med på tur – dvs. at den skal holde sig varm i længere tid, koger jeg vandet op igen inden jeg tilsætter det sidste og hælder den i en god termokop.
  • Tilsæt 6-7 dl. vand i stedet og du har en lækker kop varm kakao til en kold dag (3 personer)
  • Byt noget af fedtet ud med ekstra kakaosmør og smagen af kakao/chokolade bliver dybere
  • Spiser du LCHF og dermed har flere kulhydrater til rådighed kan du bytte kakaoen ud med din ynglings chokolade. Smag dig frem, da mængden kan variere fra mærke til mærke (jeg anbefaler mindst 85%)

3 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *