Chokoladekiks a la Annemette
Min søsters kæreste er helt tosset med chokoladekiks og det har gjort at mine tanker har kredset om chokoladekiks i noget tid nu.
Jeg har aldrig selv været særlig glad for dem. Jeg syntes at de var lidt tørre og kedelige.
Men på trods af det kunne jeg godt få nogle flip, hvor det eneste jeg havde lyst til var chokoladekiks. Det skulle være de rigtige fra LU – Prince chokoladekiks.
Jeg gad ikke de billige versioner – de var om end muligt endnu mere tørre og søde! *G*
Dem spiser jeg selvsagt ikke mere – og det er virkelig mange år siden jeg har spist sådan en!
Men ikke desto mindre fik jeg lyst til at lave noget der mindede om. Det skulle ikke være den der kedelige, lidt tørre kiks og chokoladefyldet skulle bevares.
Jeg legede med lidt forskellige ting og ud af det kom disse hasselnøddekiks med Nødtella fyld.
Du må ikke forvente samme søde og hvide kiks med hvinende sødt chokoladefyld for det får du ikke.
Til gengæld får du faktisk en sprød kiks. Noget som ellers ikke er så nemt at opnå med KETO venlige alternativer.
Imellem de to lækre sprøde kiks er der en lækker, blød og cremet Nødtella.
I denne chokoladekiks fornemmer du de bitre og ristede noter fra hasselnødderne og de søde noter fra vaniljen og chokoladen.
Jeg synes denne mængde Nødtella er tilpas, men du kan altid justere mængden efter din smag. Du skal dog være opmærksom på at det øger kulhydratindholdet i chokoladekiksene.
Chokoladekiks a la Annemette
Antal: 16 stk.
Ingredienser:
- 80 ml creme fraiche
- 250 g hasselnøddemel
- 1/4 tsk vaniljepulver
- 1/2 tsk salt
- 100-150 af den lækre Nødtella
Tænd ovnen på 125 grader varmluft
Bland alle ingredienserne godt og saml til en dej
Rul dejen ud mellem 2 stykker bagepapir. Dejen skal være 3-5 mm tyk.
Stik kiksene ud med en rund form som jeg – eller brug din yndlingsform.
Lav et lille hul i midten af halvdelen af kiksene med en lille udstikker eller hvad du har der lige passer. (jeg brugte et af de der aflange glas man får sin vaniljestang i)
Flyt kiksene over på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem i ovnen i ca. 60 minutter. Vend dem halvejs i processen.
Kiksene må gerne blive godt mørke og sprøde – så kommer hasselnøddesmagen bedst frem.
Lad kiksene køle helt af – gerne til næste dag.
Lun Nødtellaen i 10 sec i mikroovnen og put den i en sprøjtepose.
Fordel Nødtellaen på halvdelen af kiksene (den halvdel uden hul i midten). Lad ca. 3 mm fra kanten fri for fyld.
Læg den anden halvdel af kiksene oven på kiksene med Nødtella og tryk forsigtigt sammen, så fyldet kommer næsten helt ud til kanten.
Opbevar chokoladekiksene køligt og i en kagedåse.