Cravings,  KETO ERFA

Cravings

Vi kender det alle sammen – vi kan næsten føle os forelskede, når vi kigger på den iskolde og helt sikkert cremede Ben&Jerry i frysedisken – eller den umanerligt lækre kage hos bageren. De pokkers cravings!

Men hvor kommer de fra – og hvorfor får vi dem?

I Den Danske Ordbog kan du slå ordet cravings op. Du kan læse at ordet stammer fra engelsk og betyder:

“At have en stærk trang eller lyst til noget bestemt, ofte en bestemt madvare.” Ordnet.dk


Og det var jo faktisk lige præcis det jeg skrev om forleden, hvor jeg cravede leverpostejmadder og chiagrød.

Men det er ikke den type cravings jeg vil skrive om i dag.
I dag vil jeg skrive om de cravings der er bundet op på ens forventninger til en given situation. Den type cravings som kan trigges af f.eks. vejret.

Og vejret i dag er netop det der fik mig til at tænke over cravings og hvor de kommer fra – og hvorfor vi får dem.


Den ene type cravings – hvis man kan kalde det for en type – kan sagtens relateres til den anden type cravings, da cravingen i situationen også kan være en craving af bestemte typer af fødevarer.
Definitionen af den første type stammer som sagt fra Den Danske Ordbog.


Den næste definition jeg vil præsentere har Videnskab.dk skrevet om så sent som i april i år – sikkert inspireret af det der skete med os alle sammen, da COVID-19 ramte.
Den udmærkede artikel forklarer at cravings optræder, når forventningen til en situation er at denne og en given fødevarer skal indtages i forbindelse med hinanden. Det kunne f.eks. sommer og is – eller en øl efter en hård dag i haven.

Så når vejret i dag straks sætter tanker i gang hos mig om boller og varm kakao, så er det ikke fordi min krop fortæller mig at jeg har ernæringsmæssige mangler, som boller og varm kakao kan løse (ØV!) Men fordi min hjerne kobler situationen: “blæst og regn” sammen med det at sidde og hygge sig indendørs med netop boller og varm kakao.

Vådt og gråt på vej hjem fra job

“I langt de fleste tilfælde skyldes cravings imidlertid en ubevidst forventning om, hvad der skal indtages i bestemte situationer, baseret på hvad vi plejer at gøre.” Videnskab.dk

Jeg har bestemt mærket disse cravings på egen krop, men jeg har faktisk mest tænkt over det i forbindelse med mit rygestop sidste år.
På vej hjem fra job kom jeg imidlertid til at tænke tilbage på det sidste års tid, hvor jeg har spist KETO og/eller LCHF. Og mine – værste – cravings har netop været bundet op på følelser og situationer.
Jeg tænker at man måske også kan kalde denne type cravings for “vane cravings”?

I hvert fald er det præcis sådan jeg ubevidst har ageret på dem, når jeg har oplevet dem.
Jeg er – ligesom under mit rygestop – gået nysgerrigt til dem og har tænkt over, hvorfor jeg får disse cravings, når jeg er både mæt og tilfreds.
Jeg har koblet det op på vanen og har, ligesom med rygningen, søgt at bryde vanen – simpelthen at lade være med at spise det min hjerne forventer.
På den måde har jeg langsomt lært min hjerne nye vaner – at det at se en film ikke også betyder at jeg skal få en Ben&Jerry is til at forsvinde sporløst *G*

Jeg har som nævnt gjort disse ting mere eller mindre ubevidst, men det gør mig da ikke mindre glad eller stolt, når jeg så efterfølgende kan læse, at det netop er en af strategierne til at bryde denne indlærte adfærd.

Du kan læse mere om de undersøgelser der ligger til grund for artiklen på Videnskab.dk og også få gode råd til, hvordan du kan håndtere dine cravings.

Og faktisk er netop det at være “bundet” af/til sine cravings én af grundene til at jeg spiser denne kost.
Ligesom jeg ikke længere ville være bundet af min afhængighed af cigaretter, så vil jeg IKKE længere være styret af cravings og vaner, som involverer sukker (kulhydrater). Men meget mere om det en anden dag.

Er der også situationer, hvor du især oplever at du får cravings?

2 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *