Brød,  Lækkerier,  Opskrifter

Snegle med smag af marcipan og lakrids

Ideen til disse er opstået ud fra nogle virkelige snaskede og kulhydrattunge snegle min søster og jeg plejede at lave, når hende og min niece kom på besøg mens jeg stadig boede på Sjælland.

Vi plejede at lave en stor portion og havde så til den forlængede weekend – eller uge de var hos mig. De var klart bedst lune og dertil skulle man tro at det var hele en brændeovns funktion.. Den var i hvert fald perfekt til det

Vi har tit talt om at det bare ikke er det samme at lune bagte snegle i ovn eller mikroovn. Brændeovnen lunede dem uden at gøre dem tørre eller chewy som mikroovnen godt kan.

Da jeg begyndte at spise KETO anskaffede jeg mig en toaster/et vaffeljern og hurtigt opdagede jeg alle dens fortræffeligheder – udover det åbenlyse, at bage vafler mv.
Den er næsten lige så godt til at lune og riste forskellige brøderstatninger i – herunder også disse lækre lakridssnegle.

Det er perfekt – smagen er ligesom jeg husker den, de er nemme og hurtige at lune og så er de på ingen måde kulhydrattunge som dengang- Gotta love it! 🖤

Jeg vil selvfølgelig gerne dele opskriften og min fremgangsmåde med jer – selv tak *G*

Snegle med smag af marcipan og lakrids

Antal: 16 stk

Ingredienser:

  • 250 g mozzarella
  • 50 g flødeost
  • 2 æg
  • 200 g mandelmel
  • 50 g kokosmel
  • 30 g creme fraiche
  • 2 tsk bagepulver
  • 1/4 tsk salt
  • 1 spsk mandelessens
  • 75 g blødt smør
  • 4 tsk lakridspulver
  • 1 spsk Sukrin Sirup

Lad de våde ingredienser og ostene stå på køkkenbordet i lidt tid inden du går i gang, så de ikke er køleskabskolde

Smelt mozzarella og flødeost i mikroovnen. Gør det i korte intervaller af 30-45 sekunder af gangen for ikke at stege osten.
Vær tålmodig – det tager længere tid end man lige forventer

Mens osten smelter blander du de tørre ingredienser i en skål for sig

Pisk æggene, creme fraiche og mandelessens i en anden skål.

Rør de våde og tørre ingredienser godt sammen og tilsæt den smeltede ost under omrøring.

Rør dejen godt sammen og lad den falde i temperatur under omrøring. Det kan godt tage nogle minutter, så brug en foodprocessor eller lignende

Rør den bløde smør, sirup og lakridspulver godt sammen mens dejen står og bliver kølet ned

Smør lidt olie på to stykker bagepapir og rul dejen ud mellem dem.

Smør fyldet på i et jævnt lag. min erfaring er at det er nemmest at bruge fingrene til dette

Rul dejen til en pølse ved hjælp af det nederste stykke bagepapir. Gem det øverste stykke bagepapir til at bage sneglene på senere

Lad dejen hvile i køleskabet i 30-60 min og skær den herefter ud med en skarp kniv

Bag sneglene i ovnen ved 200 grader i 20-25 min

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *