Grønt,  Ko,  Opskrifter,  Suppe,  Tilbehør

Lever dumplings med sauerkraut

HIP HIP HURRAAAA

🎈 I dag ville Mozart være blevet 265 år gammel. 🎈
Han lever i høj grad stadig videre gennem sin komponeringer, som stadig anses for nogle af de fineste og bedste nogensinde.
Og derfor synes jeg han skal hyldes på dagen i dag. Det gør vi med hans yndlingsret – lever dumplings og sauerkraut.

Som I kunne læse i indlægget i går har jeg ikke smagt på sauerkraut siden 1993. Jeg kan konkludere at mine smagsløg har ændret sig markant siden.
I hvert fald synes jeg nu at sauerkraut er lækkert og kan give det sidste pift til mange retter. Sauerkraut er især lækkert sammen med røget eller fed mad.

Mozart har virkelig udfordret mig med den her ret – både sauerkraut og lever *GISP*
Som I måske husker fra indlægget forleden har jeg aldrig brudt mig om lever hellere.
Så at skulle få en ret med både lever og sauerkraut til at være noget man selv synes er lækkert – samtidig med at man overholder de fleste traditioner ved retten – har været lidt af en mundfuld.

Men jeg synes faktisk det er lykkedes ret godt – giv retten en chance, det fortjener den

De oprindelige dumplings bliver kogt, men da vi ikke kan gøre farsen fast med store mængder brød som den oprindelige opskrift foreskriver har jeg valgt at friturestege dem. Så slipper vi også for den noget kedelige grå farve lever kan få ved tilberedning *G*

Lever dumplings

Antal: 16-18 stk lever dumplings

Ingredienser:

  • 150 g lever (jeg brugte kalvelever)
  • ½ dl fløde
  • ½ dl oksefond
  • 60 g brød (jeg brugte Fiberbrød fra Sukrin)
  • 1 bdt. hakket persille (eller 2 store håndfulde)
  • 1 fint hakket løg
  • 1 æg
  • 1 spsk Merian
  • ½ spsk Pofiber
  • ½ spsk HUSK (den gule)
  • 40 g hasselnøddemel
  • Salt
  • Peber
  • 1 L oksebouillon (giver fond til 2 personer)
  • Olie til stegning

Reducer din oksebouillon ind til ca. 3½ dl. Tag den ½ dl du skal bruge til lever dumplingsene fra. Stil resten til side – du skal bruge det senere.

Opblød brødet i fløde og bouillon i mindst 30 min.

Rør alle ingredienserne sammen og lad farsen hvile i 10-15 minutter til den har sat sig.

Opvarm olien til 180 grader

Form små kugler af farsen med en ske og steg dem i olien.
De skal have længere tid end man lige regner med og må gerne blive godt brune. Jeg gav mine ca. 8 minutter

Læg dumplingsene på fedtsugene papir. Hold dem evt. varme i et fad i ovnen.

Sådan anrettes en tallerken

Hæld ca. 1½ del fond i hver tallerken.

Anret 4-6 lever dumplings (afhængig af størrelsen) i den ene side af tallerkenen.

Placer en god mængde sauerkraut i den anden side af tallerkenen.
Anret så man kan se både dumplings, fond og sauerkraut.

Server evt. men ekstra sauerkraut og fond

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *