Gris,  Opskrifter

Nakkefilet

Nakkefileten har været glemt i mange år, men kom tilbage i butikkerne og i danskernes bevidsthed, da Pulled Pork bølgen ramte Danmark for nogle år siden. Selv er jeg ikke særlig begejstret for Pulled Pork – jeg har i hvert fald ikke fundet en opskrift som jeg er vild med endnu. Men det betyder ikke, at jeg ikke bruger nakkefilet i mit køkken.

Ofte køber jeg en nakkefilet på tilbud og skærer den ud til (små) stege som jeg helsteger, skærer en del ud til koteletter og også gerne lidt til småkød.

Jeg har haft postet nogle billeder af reste burgere med krydderurtesmør-topping og flere af jer har spurgt, hvad jeg har brugt til at give kødet smag. Og det vil jeg da selvfølgelig gerne dele med jer.
Det er ikke en rub og det er ikke en marinade – derfor krydderurtesmør-topping.. Jeg skal vidst arbejde på min navngivelse af ting HAHA

Nakkefilet med krydderurtesmør

Antal: 4 personer

Ingredienser:

  • 500 g. Nakkefilet
  • 2 store håndfulde persille
  • 4 fed hvidløg
  • 1 tsk. løgpulver
  • ½ tsk. fennikelfrø
  • 60 g. blødt smør
  • Salt og peber

Tag smør ud ca. 30 min før du går i gang.

Tænd ovnen på 150 grader

Skyl og tør persillen grundigt.

Pil hvidløgene.

Put persille, hvidløg, løgpulver, fennikelfrø og smør i foodprocessoren og lad den køre til det er en ensartet masse.

Dup nakkefileten tør. Put stegen i et fad og stik et stegetermometer i.

Smør rubben på oversiden af stegen. Sørg for at stegetermometeret er placeret, så det er i midten af stegen.

Sæt stegen i ovnen. Når centrumstemperaturen er 80 grader er kødet færdigt.
Jeg har lavet dette en del gange og min erfaring er, at der går ca. 1½ time for denne størrelse steg.

Krydderurtesmørret smelter væk og efterlader et lækkert – og pænt – lag af relativ neutral smag på toppen af stegen, så den kan bruges til forskellige anretninger.

Smørret skal langsomt smelte ned over stegen og lægge sig i bunden af fadet og sørge for at kødet ikke bliver tørt. Dette var første gang jeg testede denne måde at gøre det på, men det lykkedes fint, så jeg er happy!

Jeg har spist nakkefilet tilberedt på denne måde til både morgen, frokost og aftensmad. Jeg har også både spist stegen som som steg med tilbehør eller brugt kødet i en salat eller sandwich. Det fungerer lige fint

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *