Opskrifter,  Suppe

Broccoli suppe

…vi kunne også kalde det for tøm køleskabet suppe for det var, hvad det reelt var *G*
Men da den mest smager af broccoli fik den lov at hedde det!

Efteråret har for alvor ramt os – i hvert fald på Sydfyn, hvor det regner, blæser og rusker i træerne og fifty shades of grey har ramt os.

Jeg var ude og gå en tur forleden og da ramte det mig, hvor meget naturen faktisk ændrer sig, men vi opdager det ikke fordi vi sidder på vores kontorer og haster fra arbejde for at sætte os i lænestolen og kigge ind i en skærm… Jaja – jeg ved godt det er meget firkantet sat op, men er det – de fleste dage – løgn?

Jeg forsøger jo at komme ud hver dag, men ærligt – det når jeg sjældent.. Men jeg har faktisk været ude og gå en del ture i den sidste tid og når man kommer i naturen jævnligt opdager man også de kæmpe kontraster der er.

På bare 14 dage har den skov jeg oftest går i ændret sig markant – for 14 dage siden var der høj sol, ingen vind, grønne blade over alt, en masse dyrelyde og jakken blev hurtigt bundet om livet. Stille og roligt har turen gennem samme område ændret sig til en smuk tur i alle efterårets farver, med frisk vind og kulde som giver røde kinder, blade, agern og nødder der ligger over alt du træder og pludselig ro på en helt anden måde.
Wauw – det er fantastisk at opleve!
Gør dig selv en tjeneste og forsøg at komme ud og nyde vores natur 🖤

Det blev lidt et sidespring – det var jo efteråret vi kom fra og efteråret bringer for mig også lyst til lækre varme supper.
Jeg havde et par broccolistokke som jeg havde overvejet at bruge til fyld i vafler eller som pulp til knækbrød, men jeg fik lyst til suppe. Desuden havde jeg en rest kinaradise som sang på sidste vers – ergo blev det suppe!

Da størstedelen af min broccoli var stok blev farven virkelig sart grøn – så meget at det næsten ikke kan ses på billederne, men bruger du hele broccoli vil din suppe få den skønneste lysegrønne farve.

Broccoli suppe

Antal: 4 personer

Ingredienser:

  • 200 g kina radise
  • 500 g broccoli
  • 1 l kyllingefond
  • 200 g bacon
  • 2 fed hvidløg
  • 2½dl fløde
  • 3 spsk baconfedt
  • Salt
  • Peber

Skræl kinaradisen og skær den ud i stykker af ca. 1*1 cm

Skær broccolistokken i stykker af 1*1 cm – gem buketterne til senere.

Pil hvidløg og hak groft

Kog broccoli, kinaradise og hvidløg godt møre i kyllingefonden – det tager ca. 20 min. Kog med låg på.

Steg baconen sprød på en pande.

Bræk resten af broccolien i små buketter – gerne så små at de også er ca. 1*1 cm store.

Når broccoli og kinaradise er godt møre blendes suppen. Det kan godt lade sig gøre med stavblender, men det er klart nemmes at blende i en blender.

Hvis du har brugt blender – hældes suppen tilbage i gryden.

Tilsæt fløde, baconfedt og broccoli buketterne og smag til med salt og peber og lad suppen koge i 5 min – eller til den er godt varm.

Server med bacon til – og også gerne enten hvidløgsolie eller baconfedt.

3 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *