Chokolade,  Jul,  Lækkerier,  Opskrifter

Fyldte chokolader med passionsfrugt og pistacienødder

Dette er en anderledes, frisk og lidt syrlig fyldt chokolade, men jeg synes faktisk det klæder chokoladebordet at ikke alt skal være så sødt og klistret.. Og så komplimenterer den hvide chokolade, pistacienødderne og den syrlige passionsfrugt bare hinanden så fint 💛

Nederst i dette indlæg skriver jeg om at spise fyldte chokolader på KETO, at tage bevidste valg og om din kontekst – læs det, hvis du undrer dig over at der er opskrifter på fyldte chokolader på en blog om KETO (LCHF)

Men lad os komme til pointen.. eller opskriften – jo før de lækre chokolader kan stå på dit bord, jo bedre *G*

Fyldt chokolade med passionsfrugt og pistacienødder

Antal: 24

Passionsfrugt fyld

Ingredienser:

  • 100 g mandelsmør
  • 3 tsk passionsfrugtpulver
  • 30 g pistacienødder

Hak pistacienødderne groft

Bland mandelsmør med passionsfrugtpulveret og rør herefter de hakkede pistacienødder i.

Put massen i en sprøjtepose

Den mængde fyld du har brug for afhænger af den chokoladeform du bruger. Til en standard størrelse form har jeg brugt lidt over halvdelen af fyldet i opskriften ovenover.
Har du fyld i overskud kan det spises som det er, bruges på pandekager eller måske i en chiagrød – her i huset går det ikke til spilde *G*

Tempereret chokolade

Ingredienser:

  • 300 g hvid chokolade
  • 30 g kakaosmør (kan udelades)

Hak al chokoladen fint.

Del chokoladen i 2 skåle med hhv. 100 g og 200 g.

Smelt de 200 g chokolade i en skål i mikroovnen. Kør det max 30 sek af gangen, tag det ud og rør rundt. Husk at måle temperaturen. Chokoladen er klar, når den er ca. 40 grader

Bland lidt af den hakkede, men ikke smeltede chokolade i blandingen lidt efter lidt og lad det smelte i blandingen. Når chokoladen er tæt på 34 grader tilsættes kakaosmør og smelter med.
Chokoladen kan ikke længere smelte det chokolade du tilfører på dette tidspunkt og derfor skal du nu være lidt tålmodig mens chokoladen køler forsigtigt ned til ca.29-31 grader.

Husk at røre i chokoladen undervejs.

Du kommer ikke til at bruge al chokoladen – langt fra, men jo mindre chokolade du tempererer, jo svære er det.
Derfor tempererer jeg aldrig under 300 g – faktisk helst 500 g af gangen. Jeg bruger det overskydende chokolade i kager eller lign., men det kan sagtens tempereres igen, hvis du vil det.

Fyldte chokolader

Fyld dine forme med chokolade – sørg for at siderne er helt dækket.
Vend chokoladeformen på hovedet og ryst eller bank overskydende chokolade ud af formen. Skrab formen, så der ikke sidder chokolade tilbage på formen. Det gør det svært at få chokoladerne ud, når de er fyldt og chokoladerne risikerer at få fødder.
Du skal arbejde lidt hurtigt her, da du har med tempereret chokolade at gøre – det stivner forholdsvis hurtigt.

Lad chokoladen stivne i formen. Stil evt. din form på køl i 5 min, hvis du er utålmodig.

Du skal bruge din tempererede chokolade til at lukke formene med, når du har fyldt dem, så det er vigtigt at du sørger for at din tempererede chokolade ikke stivner mens du fylder formene.
Dette kan du gøre ved at have den stående over et vandbad eller at smelte lidt ekstra chokolade, som du kan røre i mens du fylder formene.

Nu skal du fylde dine skaller med den lækre fyld.
Du må ikke fylde skallen helt op, da du så ikke kan lukke chokoladerne. Lad et par mm. være til at lukke med.

Når formene er fyldte hælder du chokolade på og skraber det af hurtigt igen.

Lad chokolade stivne – du kan evt. stille den i køleskabet igen, hvis du er utålmodig.

Når chokolade en stivnet skal du vende formen på hovedet og hvis du har lavet en god temperering falder chokoladerne ud af sig selv. Hvis de ikke bare popper ud kan du forsigtigt banke bag på formen og så skulle de gerne komme ud.

Jeg har pyntet disse chokolader med farvet kakaosmør inden jeg fyldte formene, men alt er muligt – det er kun din fantasi der sætter grænser

Er du ikke så vant til at spise LCHF eller KETO – eller kender du endnu ikke mig og min tilgang til netop dette så godt endnu, kan jeg godt forstå at du sidder og undrer dig over at man kan spise sådanne fyldte chokolader, når man lever et KETO (eller LCHF principperne).

Som hyppig læser af bloggen ved du at jeg er stor tilhænger af bevidste valg og at jeg har eksperimenteret med lidt forskellige KETO principper – både med og uden sødestoffer.
Og også efter princippet KETO med vin, som måske lidt er mit eget koncept, men ikke desto mindre et koncept som holder mig på sporet, men som også giver luft til lidt mere *G*

Når jeg vælger at spise et stykke fyldt chokolade – så er det et bevidst valg jeg tager og det er et valg jeg ved kan koste mig cravings efterfølgende eller kan give mig lyst til mere.
Når jeg vælger at spise dette stykke chokolade – eller to, så vælger jeg at tage konsekvensen af det. Men jeg tager også højde for det i mit indtag af mad resten af dagen.

I dette tilfælde – et stykke fyldt chokolade eller to – gør ikke en kæmpe stor forskel i den samlede mængde kulhydrater, men det er noget jeg skal være bevidst om.
Ligeledes skal jeg være bevidst om at det jeg vælger at gøre denne ene dag ikke er det der definerer min måde at leve på – det er det jeg gør alle de andre dage, hvor jeg lever efter striks LCHF (KETO).
Men jeg skal også gøre mig bevidst om, at vælger jeg for mange af disse dage – så risikerer jeg at spise for mange kulhydrater, jeg risikerer at ryge ud af ketose og miste alle de fantastiske ting som det bringer med sig og jeg risikerer at starte forfra med evt. sukkerafhængighed

Når det er sagt – så mener jeg at man skal tage sine valg ud fra den kontekst man er i – og gennem et bevidst valg!

Jeg lever lige nu efter en slags laissez-faire type KETO, hvor jeg tillader sødestoffer og jeg tillader mig selv at nyde f.eks. et glas vin eller et stykke chokolade ind i mellem, men stadig har fokus på at holde mig under 20-30 g kulhydrater dagligt. De valg jeg tager som normalt ville være helt off limit på KETO – vin og chokolade – er bevidste valg og jeg er opmærksom på dem. Når – eller hvis de gik over og blev noget jeg gjorde uden at tænke over det – så er det ikke længere bevidste valg og så skal jeg stoppe op og revurdere.
Min kontekst er altså at jeg tillader lidt mere end normalt og derfor kan jeg sagtens spise et stykke fyldt chokolade eller to.

Men hvis min kontekst var at jeg spiser KETO fordi jeg gerne vil slippe min sukkerafhængighed – så ville jeg ikke vælge at spise chokoladen.
Ligeledes ville jeg heller ikke vælge at spise et stykke fyldt chokolade, hvis jeg var i de første 4-6 uger af et KETO forløb.
Jeg ville heller ikke vælge at spise et stykke chokolade, hvis jeg vidste at jeg ikke kunne bremse mig selv i at rydde fadet efterfølgende.
Min pointe er at du skal tage valget bevidst og ud fra din egen kontekst – men også være klar over de omkostninger dine valg kan have.

Og når alt dette er sagt – så NYD dit stykke chokolade med god samvittighed!

En kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *