Dressing & Dip,  Jul,  Lækkerier,  Opskrifter,  Tilbehør

Hasselnøddesmør

Min søgen på internettet har indtil nu afskrækket mig fra at lave hasselnøddesmør selv.
Jeg har ladet mig læse at det både er svært, dyrt og at det ikke kan lade sig gøre at lave det ligeså fint som det du kan købe.
Nu har jeg kastet mig ud i det – og der er i hvert fald én af ovenstående påstande som er rigtig – nemlig at det er dyrt *G*

Jeg købte tidligere på året en ny blender til.. synes jeg – mange penge og den eneste grund til at jeg købte den var, at den lovede at kunne lave nøddesmør.

Jeg lavede hasselnøddesmør forleden, da jeg skulle bruge det til min at lave nougat med ifm. familiens juletradition – Den store Julebage Weekend!

Og gud hvor er det dog nemt – og det bliver SÅ lækkert og smager mange gange bedre end det jeg plejer at købe.. og det er også meget finere i konsistensen end det købte.
Så ja – det er dyrt, men resten af påstandene er ikke rigtige – i hvert fald ikke, hvis du har en blender der er lavet til det.

Her får du min guide til, hvordan jeg fik det til at lykkes

Hasselnøddesmør

Antal: ca. 4½ dl

Ingredienser:

  • 500 g hasselnødder

Start med at tænde ovnen på 175 grader

Put nødderne på en bageplade md bagepapir og giv dem 10-15 min i ovnen.

De skal kun lige ristes let, så tag en ud ind i mellem, bid den over og se på farven inden i. Den skal ikke tage ret meget farve.

Find et rent viskestykke eller ostelærred frem og hæld nødderne ud på stoffet, når de er færdige

Gnid nødderne i stoffet, så en stor del af skallen falder af

Lad dem køle lidt af og kør dem derefter i blenderen

Min erfaring er at du skal køre på lav hastighed i starten og gradvis øge hastigheden mens der trækker mere og mere olie ud af nødderne.

Til sidst giver jeg hasselnøddesmørret på højeste hastighed for at få det helt fint.

Hasselnøddesmørret kan smages til med et nip salt, men jeg har ikke selv gjort det.

4 kommentarer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *