Blomkål,  Grød,  Jul,  Lækkerier,  Opskrifter

Risengrød af blomkål

I sidste uge delte jeg en opskrift på risengrød lavet på Shirataki ris – en grød jeg ikke selv kunne bestemme mig for om jeg kunne lide eller ej *G*
Helt anderledes er det med denne – jeg elsker den!

Jeg skrev også i sidste uge at jeg savnede risengrød og har gjort det i noget tid nu – ØV! at jeg ikke er kommet på denne opskrift noget før, så god er den.

I min søgen på en opskrift på risengrød har jeg set nogle enkelte bud på opskrifter uden ris – herunder varm chiagrød, grød med blomkål og Pofiber grød af kokosfibermel, grød af mandler mv., men ingen af opskrifterne har tiltalt mig i deres oprindelige form.
Jeg har derfor taget al inspirationen til mig og har lagt lidt til og trukket lidt fra og er kommet frem til nedenstående, som jeg synes virker rigtig godt.

Savner du også smagen af risengrød er dette et rigtig godt bud 🎅

Risengrød af blomkål

Antal: dessert til 4 eller hovedret til 2

Ingredienser:

  • 450 g blomkålsris
  • 2 dl fløde
  • 50 g mandelmel (ikke den fedtreducerede!)
  • 1 nip salt
  • 1 tsk Sukrin Melis (kan sagtens udelades)
  • 1/4 tsk vaniljepulver (ikke vaniljesukker)

Kog blomkålsrisene i rigelig med vand i 10-15 min. Risene skal være møre.

Hæld vandet fra risene og lade dem dampe godt af inden du putter dem tilbage i gryden igen.

Bland mandelmel, vaniljepulver, Sukrin Melis og salt med fløden og tilsæt det til risene.

Kog grøden ind til den ønskede konsistens – rør tit i grøden, da den nemt kan brænde på.

Server med kanelsukker og en smørklat.